Forstør tekst A A A

Mig og mine følelser – til dig som har brystkræft med spredning

5 min. Læs

Uanset hvad du føler, er det vigtigt at huske på, at du ikke behøver at gå igennem dette alene. Der er mange måder at få hjælp på, og der er mange mennesker, som er særligt uddannet i at hjælpe kvinder i din situation.

 

Vær tålmodig med dig selv, hvis det tager tid. Vær god ved dig selv, stol på dine instinkter og vær ærlig med hensyn til dine behov. Du behøver ikke at være positiv hele tiden – ingen forlanger det af dig. Du skal være din egen bedste ven. 

 

Hvem kan hjælpe? 

Hvem der kan hjælpe dig, afhænger af dit lokale hospital og dit område. Bed din læge om information om, hvem der kan hjælpe dig – også selvom du ikke planlægger at opsøge denne hjælp lige nu. Nedenfor er anført nogle af de eksperter, som er uddannet i at hjælpe kvinder med brystkræft. 

  • Psykologer 
  • Det palliative behandlingsteam (findes på nogle hospitaler) 
  • Socialrådgivere 
  • Patientstøttegrupper 
  • Rådgivere 

PSYKOLOGER kan hjælpe dig med de psykologiske udfordringer, det giver, når du skal tilpasse dig din sygdom og dens indvirkning på dine relationer til andre mennesker. 

DET PALLIATIVE BEHANDLERTEAM er et tværfagligt team af læger, sygeplejersker og terapeuter, som kan forbedre din og din families livskvalitet og give dig psykologisk støtte under din sygdom. Palliativ pleje kan omfatte alt fra smertebehandling til alternative behandlinger og familierådgivning. 

SOCIALRÅDGIVERE kan give dig information om, hvordan du skal tale med din familie. De kan henvise dig til nyttige kommunale ressourcer, som f.eks. økonomisk hjælp, hjælp med husholdningen eller børnepasning. 

PATIENTSTØTTEGRUPPER kan skabe et forum, hvor du kan mødes med andre kvinder som dig, der også har brystkræft med spredning. Disse kvinder kan have de samme følelser og de samme spørgsmål. Du vil måske finde ud af, at de ”forstår det” på en måde, som din familie og dine venner bare ikke kan. Hvis du ikke kan finde en patientstøttegruppe nær dig, kan du finde online-grupper af kvinder med brystkræft med spredning. På hjemmesiden under organisationer findes en liste over lokale og online-patientstøttegrupper.  

KRÆFTENS BEKÆMPELSE tilbyder gratis rådgivning via kræftlinjen til kræftpatienter og pårørende. Her kan du også bestille en online rådgivnings samtale.  

 

Informationen som gives her, er af generel karakter og kan ikke erstatte rådgivning af egen læge eller andet kvalificeret sundhedspersonale. 

PP-UNP-DNK-0173