Forstør tekst A A A

Træt af at være træt? Sådan tilpasser du din ernæring og livsstil, når du oplever træthed

6 min. Læs

Hvad er træthed?

Træthed er et af de mest almindelige symptomer, som kræftramte oplever. Kræftrelateret træthed kan være mere end blot at føle sig træt eller have mangel på energi. Nogle mennesker beskriver det som at føle sig svag, udmattet, drænet eller ”udkørt”. Andre kan føle sig for udmattede til at spise, gå på toilettet eller endda bruge fjernbetjeningen til TV. Træthed kan vare ved i længere tid og bliver ikke bedre med hvile eller søvn.

Tegn på kræftrelateret træthed omfatter:

  • Du bliver lettere træt, når du udfører daglige opgaver
  • Du har færre kræfter at bruge på aktiviteter i din dagligdag
  • Manglende koncentration
  • Forvirring

Kræftrelateret træthed kan skyldes eller forværres af forskellige ting. Disse omfatter kræft eller kræftbehandling, anæmi (lavt antal røde blodlegemer), dårlig ernæring, dehydrering, smerter, søvnproblemer, stress og depression. Denne artikel indeholder oplysninger om flere måder at hjælpe dig med at håndtere træthed på, som f.eks. tidsbesparende strategier til at planlægge måltider, få væske nok og inkludere fysisk aktivitet som en del af din rutine. Husk at informere dit sundhedspersonale, hvis din træthed bliver værre. Kontakt altid dit sundhedspersonale, før du foretager ændringer i dine kost- eller motionsvaner.

1. Brug tidsbesparende strategier

Levering af dagligvarer

Når du er træt, kan du gøre ting, der hjælper dig med at spare på kræfterne, f.eks. ved at tage genveje så du sparer tid på daglige og ugentlige aktiviteter. Hvis f.eks. et familiemedlem eller venner har tilbudt at hjælpe, kan du bede dem om at købe ind for dig. Du kan også se, om du kan få dine varer leveret. Når du bestiller dagligvarer på nettet, bliver dit køkken fyldt op med mad, og samtidig gemmer du energi til andre opgaver.

Hvis du har adgang til færdigretter og snacks, kan det gøre det nemmere at spise, også når du føler dig træt. To muligheder er at købe færdigretter og få måltider tilberedt på forhånd.

Køb af færdigretter

Dagligvarebutikker tilbyder færdigretter, både hovedretter og tilbehør, til enkeltpersoner eller familier. Du kan bruge dem som supplement til sunde måltider, og de kan være en god løsning, når det er nødvendigt. Vælg madvarer, der kræver minimal tilberedning, så du kan gemme på kræfterne.

Nogle færdiglavede madvarer, der nemt kan laves til et måltid eller indgå i en sund opskrift, omfatter*:

  • Frisk tilberedt kød, f.eks. stegt eller grillet kalkun eller kyllingebryst, eller færdiglavet laksefilet
  • Tærter
  • Tilberedte grøntsager og kartoffelretter
  • Salater
  • Kornprodukter, der er klar til at spise
  • Bønner eller fisk på dåse
  • Frosne grøntsager eller kornprodukter, der kan varmes i mikroovnen
  • Supper på dåse eller fra frost

*Færdiglavede retter kan indeholde mere salt. Læs ”varedeklarationen” for at undersøge saltindholdet, så du kan træffe et sundt valg, der passer til dig.

Tilberedning af måltider på forhånd

Tilbered mad på forhånd på dage, hvor du har mere energi, eller bed familie eller venner om at tilberede måltider, der kan fryses. På dage, hvor dit energiniveau er lavt, kan du opvarme disse frosne måltider. Overvej at købe færdigskåret frugt og grønt, f.eks. vasket og færdigsnittet broccoli, for at spare energi. Du kan også vaske, klargøre og snitte frisk frugt og grøntsager, inden du lægger dem væk, så de er klar til at spise eller tilberede. Sørg for at bruge dem inden for et par dage, da udskåren frugt og grønt hurtigere bliver dårligt.

En anden måde at planlægge på er ved at tilberede større mængder og putte maden i individuelle beholdere, som du kan opbevare i køleskabet eller fryseren. Hvis du planlægger at lave mad i større mængder, skal du huske at være opmærksom på retningslinjerne for sikker opbevaring af fødevarer. Her er nogle idéer til måltider, der kan holde sig i længere tid i skabet, køleskabet eller fryseren.

FRYSER*
  • Supper, ragouter, kogte kornprodukter og gryderetter
  • Fuldkornsvafler, klidmuffins eller havregrød
  • Smoothie-ingredienser der er portionspakket i fryseposer, så de er klar til at blive puttet i blenderen. Tilsæt kun væske, og put det i blenderen til en hurtig morgenmad
KØLESKAB
  • Hårdkogte æg kan tilberedes på forhånd, og de kan holde sig i køleskabet i op til 1 uge
  • Yoghurt, hytteost og budding kan købes i individuelle portionsstørrelser, der gør det nemmere
SKABET
  • Usaltede nødder, peanutbutter og kiks, fuldkornsblandinger og trail mix er sunde snacks at have ved hånden. De kan fordeles i individuelle poser

*Sørg for at følge dit lands retningslinjer for opbevaringstid i fryseren. Mærk og datér alle måltider på opbevaringsbeholderen.


2. Spis regelmæssigt, og drik tilstrækkeligt med væske

Opretholdelse af god ernæring og hydrering kan hjælpe med træthed. Det er vigtigt at spise en velafbalanceret kost, der består af protein, fiber, sundt fedt, vitaminer og mineraler. Tal med din læge og den kliniske diætist for at drøfte dine individuelle ernæringsmæssige behov.

Dehydrering kan nogle gange forværre følelsen af træthed. Tal med dit behandlingsteam om dit væskebehov, for at sikre at du drikker nok. De fleste mennesker har brug for 8 til 12 glas væske om dagen for at opfylde deres væskebehov. Det er vigtigt at bemærke, at hvis du sveder under dine daglige aktiviteter, kan du have brug for mere væske. Madvarer og væske, der holder dig hydreret, omfatter vand, juice, bouillon, frugtis og sodavandsispinde.

3. Lav noget fysisk aktivt, det hjælper med trætheden

Fysisk aktivitet kan lindre træthed og søvnbesvær. Hvis din læge siger, at det er okay at motionere, skal du inkludere mere fysisk aktivitet i din daglige rutine. Start langsomt, og øg gradvis mængden af motion. Vi har ikke alle samme toleranceniveau. Gør det, der føles rigtigt for dig. En kort gåtur rundt i kvarteret kan være tilstrækkelig fysisk aktivitet for én person, mens en anden kan være i stand til at tage 3 korte gåture i løbet af dagen. Hvis du planlægger tidspunkter for fysisk aktivitet, kan det hjælpe dig med at forblive aktiv, mens du er i kræftbehandling.

MIN TRÆTHEDSTJEKLISTE
o Planlæg dine måltider for hele ugen, og brug denne måltidsplan til at lave en ugentlig indkøbsliste
o Lav måltider på forhånd, og frys maden ned i portioner i individuel- eller familiestørrelse.
o Brug tilberedte fødevarer til at lave sunde måltider.
o Inkluder fysisk aktivitet efter behov. Sørg for at drøfte din motionsplan med dit behandlingsteam, inden du starter en ny fysisk aktivitet eller regelmæssig motion.
o Spis regelmæssigt planlagte måltider og snacks, og drik tilstrækkeligt med væske. Hvis du er i tvivl om noget, kan du tale med en klinisk diætist eller dit sundhedspersonale om dit ernærings- og væskebehov.


Denne artikel indeholder generelle oplysninger og er ikke beregnet til at erstatte ernæringsmæssige eller helbredsmæssige råd, rettet mod den enkelte person. Tal med dit sundhedspersonale, før du foretager ændringer i din kost eller livsstil. Kontakt en klinisk diætist, hvis du følger en begrænset eller modificeret diæt.

Informationen som gives her er af generel karakter og kan ikke erstatte rådgivning af egen læge eller andet kvalificeret sundhedspersonale.

PP-ONC-DNK-0635